Løberace

En gang imellem trænger vi til nogle nye ting på Jakobskolen. Fx flere bærbare computere, en videoprojektor eller som vi sidst samlede ind til forskønnelse af vores skolegård. Her er så muligheden for at have det sjovt samtidig med, at vi samler penge ind til noget, som vi måske ellers ikke ville have købt. Det foregår på den måde, at eleverne finder sponsorer, der vil give et beløb pr. km. Eleven løber så rundt om Sct. Jørgens Sø, og de mange kilometer omsættes så til penge som vi har glæde af i dagligdagen på skolen.

Læse-kreauge

Læse-kreaugen har i mange år været en uge, hvor vi har læst og læst og læst. Nogle gange har lærerne valgt bøgerne, men for det meste er det frilæsning. I år vil vil have en mere kreativ uge, hvor der skal strikkes, saves, males, produceres video, bygges modeller og dyrkes idræt. Ideen er, at der ikke kun skal læses en masse, men vi skal også bruge vores mere praktiske færdigheder,  og det skal være koncentreret og hyggeligt. Baggrunden for denne uge er, at vi har en hel uge, hvor skemaet er brudt op, og vi giver os tid til fordybelse. Efter læse-kreaugen har vi vinterferie, og så må man jo gerne læse videre…. 8. og 9. klasse har en blanding af terminsprøver og læsning.

Klippeklistredag

En gang om året julepynter og hygger vi på Jakobskolen. Det er samtidig en forældredag, hvor man sammen med sine børn kan få lov til at flette julehjerter, engle eller lave kræmmerhus. Det er også en dag, hvor vi ser igennem fingre med kostpolitikken, så der bliver spist æbleskiver og pebernødder.

Julegudstjeneste

En af de traditioner, som vi er stolte af på Jakobskolen, er netop julegudstjenesten. Her kommer forældre, bedsteforældre, søskende, lærere og selvfølgelig eleverne. Vi synger et par julesalmer, præsten holder en juleprædiken og eleverne medvirker med drama og sang. Og til sidst ønsker vi hinanden en god juleferie.

Forårsfest

Til forårsfesten d. 26. maj 2018 vil Jakobskolen være fyldt med elever, forældre og eventuelle gæster. Skolegården dufter af grillmad, eleverne optræder med sange, drama mm. Der vil være forskellige boder, hvor man kan købe brugt legetøj, popcorn eller måske et lykkehjul. De sidste par år har vi også haft et legetøjsloppemarked, så hvis du har noget legetøj du vil donere til skolen, så tager vi gerne imod. Det plejer at være en skøn dag, hvor vi alle sammen kan hygge og nyde hinandens fællesskab. Så kom og vær med!

Forældredage

Flere gange i løbet af skoleåret er forældre velkomne til at overvære en almindelig undervisningsdag på skolen. Eleverne følger deres normale skema. Du kan se datoer for forældredage under “Praktisk information” – “Ferieplan”.

Emneuge

Hvert år ugen inden efterårsferien bryder vi skemaet op på Jakobskolen 0-2. klasse har emneuge på skolen 3.-7. klasser tager til Birkedallejren tæt ved Holbæk. Se lejrens hjemmeside 8. og 9. er i erhvervspraktik. Den sidste dag i ugen går 0. – 7. klasse walkathon!

Dimissionsfest

Så kom dagen, hvor 10 års skolegang og alle eksamener er overstået.  I den anledning inviterer skolen 9. klasse og deres forældre til en mindre servering krydret med taler og tårer. Skolelederen udleverer eksamensarkene, idrætsudtalelserne og elevudtalelserne. Og klasselæreren og skolelederen holder en lille tale.